The local VLAN configuration is updated only when an update that has a higher dumpinside ciscoexampdf.com600-509 dumps 600-510 dumps 600-512 dumps 700-172 dumps 700-070 dumps 300-560 dumps 642-385 dumps 810-502 dumps

Sankt Anna Kapel

 

Der er et gammelt sagn om kapellets opførelse, som lyder. En svensk greve var i havsnød udfor Gudhjem, han lovede sin skytshelgen St. Anna et kapel, om han kom frelst i land. ET andet sagn fortæller, det planlagdes at kapellet skulle opføres i den nordre ende af byen ved Snogebjerg på Norresan, og der blev påbegyndt byggeri, men alt, hvad der blev lavet om dagen, blev revet ned om natten, det var de underjordiske, der boede der, og de kunne ikke lide kirker eller hvad dertil hører. Derfor var det folk skulle få deres børn døbt, så hurtigt som muligt, for at de underjordiske ikke skulle forbytte dem med en af deres egne. Så flyttedes byggeriet ovenfor, hvor greven var kommet i land ved Grevens Dal, og der fik de hjælp af de underjordiske, således at arbejdet gik hurtigt og godt.

Professor Mathias Bistrups beskrivelse over St. Anna Kapel ved nedrivningen i 1896.

Den uanselig dårlig vedligeholdte, men brugbare bygning, stod som et rektangulært langhus, med våbenhus tilbygget foran døren. Min iagttagelse, gjort under nedrivningen, viser at kapellets oprindelige skikkelse (stil) har været romansk, med korbue og selvstændig smallere kor i øst.

I denne oprindelige bygning af kløvede sten med detaljer af munkesten, som antagelig er blevet opført i 1200 året, har i de følgende århundreder, fået sin enkle form ved en ombygning, ved hvilke korbuen er blevet nedtaget, den nordre kormur rykket ud i forlængelse af skibets nordre mur, mens søndre til gengæld blev lavet rundt og tilsluttet korets sydmur. Måske i forbindelse hermed og i hvert fald endnu i 1300 tallet, er dermed til det hele blevet smykket med kalkmalerier, bedst bevaret helt mod øst på sydvægen, hvor der afdækkedes figurer i to … , nederst en række helgeninder stående parvis mellem søjler, derover skabelsen.

I 1777 blev kapellet forhøjet godt en meter, hvortil der brugtes sandsten fra Frederiks Stenbrud ved Nexø, og man fornyede det indtil da med munke og nonne lagte tag, som mod øst fik en valm, mod vest en muret gavl, kronet med et beskedent spånklædt spir på tagryggen, bag dette blev der 1870 rejst et meget farvelagt hus til klokkerne, som hidtil havde hængt i en galge på vestgavlen.

Mit første besøg i St. Anna Kapel husker jeg ikke, det var den 18. marts 1888, da jeg blev båret derind, den dag blev jeg døbt og fik navn. Jeg var 35 dage gammel, nu 96 år siden, en lang tid, når man tænker tilbage, der er sket meget i den tid og den rummer mange gode minder, der dukker frem, når jeg sidder og lader tankerne gå tilbage.

 

Næste gang jeg kom til St. Anna Kapel var julemorgen, det var til Olesang, det var tidligt, det var meget mørkt, men der var sne, det var det for resten altid ved jul i min barndom. Der var en højtidelig stemning over folk, når de julemorgen mødtes til Olesangsgudtjenesten, det var skolelæreren, der også var kirkesanger, det hed det dengang. Det skulle skolelæreren også påtage sig at udføre, selv ved begravelser måtte skolelæreren overlade børnene til selvbetjening, mens han løb til kirkegården eller til hjemmet, hvorfra han skulle synge liget ud, derefter vandre til kirkegården og skynde sig hjem til skolebørnene igen. Hvordan højtideligheden foregik, husker jeg ikke, men der blev sunget samler og Niels Ingvar Jensen læste juleevangeliet. Der var koldt, der kunne ikke fyres, der var ingen skorsten, derfor måtte folkene være varmt påklædt, når de gik i kirke. Efter højtideligheden var slut, hilste de mødte på hinanden og ønskede glædelig jul og vandrede derefter hjem til en varm stue og efter datids forhold et veldækket morgenbord.

Kaffe, hjemmelavet pålæg på maden, hygge og julestemning. Far fik to fridage og kunne være hjemme, det var han jo ellers ikke om dagen, kun søndag og så om natten.

Mine sidste minder St. Anna Kapel er fra, da de kirkelige myndigheder, præst og kirkeværge bestemte, at nu da de havde fået en ny kirke, havde de ikke råd til at ofre penge på at vedligeholde den gamle bygning, der var meget simpel og forfalden. Hvorfor de med liden sans for kulturværdier, bestemte at St. Anna Kapel, hvortil Gudhjem og Melsted beboere gennem 600 år havde vandret søndag efter søndag, år efter år, slægt efter slægt, var blevet døbt, konfirmeret, viet og begravet ved kapellet, nu skulle rives ned. Det var meget interessant at være med til. Jeg husker, jeg var sammen med mine legekammerater oppe på loftet, der lå så mange bøger og andet gammelt, som vi legede med, ting som nok havde værdi for eftertiden, men blev sammen med sten og murbrokker kørt ned gennem Grevens Dal. Tagsten, tømmer og brædder samt inventar blev solgt ved auktion. Altertavle og prædikestol blev af bygmesteren af kirken fjernet og sendt til Nationalmuseet i København, blev der istandsat og sendt til bage til Bornholms Museum i Rønne. Blev opbevaret der indtil året 1951. Provst Nepper Christensen arbejdede med planer om restaurering af Gudhjem Kirkes udvendige rum og bestandele, hvilket Nationalmuseet skulle give tilladelse til og medvirke til, stilledes samtidig en anmodning om at få den gamle altertavle tilbage til kirken. Tilladelsen blev givet på den betingelse, at den kunne stilles op på prøve, for at se om den passede ind i omgivelserne, og det skulle deres arkitekt bestemme, hvis den ikke skulle leveres tilbage til museet. Jeg blev spurgt af Provst Nepper Christensen, om jeg ville køre ud til museet i Rønne og hente den gamle altertavle. Jeg var lidt betænkelig, hvis der skulle ske et uheld under transporten, jeg forhørte med forsikrings selskaber angående forsikring ved transporten, men præmien blev så stor, at det opgav jeg og kørte der ud og henvendte mig til bestyreren, men blev ikke særlig venligt modtaget, men fik dog lov til at tage den.


En af bestyrelsen spurgte mig, hvad Gudhjem boerne ville sige til at få en katolsk altertavle i deres kirke. Jeg svarede ham, Gudhjem boerne ville helt sikkert blive meget glade for at få deres gamle altertavle tilbage til deres kirke. Farvel og tak.

Vi kom hjem med altertavlen uden uheld fik den anbragt på plads, hvor den passede til alterbordet og faldt godt til med omgivelserne, blev godkendt og fik tilladelse til at blive der. Da nu altertavlen var kommet til den hæder og værdighed, hvortil den i sin tid var udfærdiget og for Gudhjem Kirke et klenodie, syntes provsten at også den gamle prædikestol burde flyttes tilbage fra museet, hvor den kun blev set til Gudhjem Kirke, hvor den kunne blive benyttet til sit formål. Tilladelsen blev givet.

Igen kom Nepper-Christensen ned til mig og spurgte om jeg ville køre efter prædikestolen på museet. Det sagde jeg ja til på den betingelse, at hun fulgte med derud. Da det ikke var mig personligt, der kom for at tage museets genstande. Jeg udførte kun bestilt arbejde, og var klar over, jeg ikke ville blive venligere modtaget denne gang, og da det var provsten, der var modtageren af de på museet opbevarede genstande, måtte han også være modtageren af det der eventuelt fulgte med. Da jeg ikke kunne forvente nogen hjælp derinde fra og prædikestolen var tung og uhandig at bære tog jeg Dres og Knud med derud, hvilket også viste sig at være nødvendigt. Vi var ikke velkomne, men heldigvis var Nepper-Christensen der, da vi kom, og overfor ham var de nødt til at opføre sig som gentlemen, i hvert fald anstændigt. Museumsbestyreren var meget ophidset, da vi var i færd med at bære prædikestolen ud, kom han hen til mig, slog ud med armene og sagde: ”Tag bare det hele.”

Jeg kan godt forstå, de på museet var kede af, at blive af med alt kirkeinventaret, der blev jo to tomme pladser i det der kaldtes kirkesalen, men de forsvandt jo ikke, de blev forandret fra museumsgenstande til brugsgenstande, hvilket måtte være en fordel.

Nu står ruinerne af Gudhjems ældste bygning tilbage, og jeg er den eneste, der er tilbage, der har bevåget dens kirkelige handlinger og dens ødelæggelse.

Nede i byen under bakkehøjderne lå der jævnsides tæt på hinanden samme side af vejen 5 avlsbrugerejendomme med heste og køer og deres jorder i vangen, på den anden side af vejen lå der også nogle avlsbrug, men ikke så tæt sammen. Disse avlsbrugere havde alle deres jorder i vangen, der strakte sig fra vangeledet ovenfor Brøddan ved møllen langs vejen til Melsted til Melstedgårdsengen og ad vejen til Toft til Lauegårds jorder, nu ved plejehjemmet samt ad Vangevejen, hvor der var mange små jordstykker, tilhørende de beboere, der kun havde en ko. Den vej var kun en markvej, strakte sig til Hulebøg og grænsede til Krogegårds og Melstedgårds jorder.

 

Det var meget besværligt at transportere gødning op til jorderne, som hjemkørsel af høsten, ligeledes trækning af køerne op på græsmarken, og hjem til malkning 2 gange dagligt. Op ad Brøddan, som kun var en markvej indtil året 1830, da den blev makadamiseret, skærvebelagt, var tung for hestene at trække læssene op over, og når de skulle ned ad bakken med læs, måtte de have en slæbe under det ene baghjul for at hestene kunne holde vognen.

Før skoven blev tilplantet på Bokul omkring 1880, havde avlsbrugerne bakkerne fra Holkadalen til Hestesten som fælles græsning til deres kreaturer, hvortil de havde en vogterdreng til vogtning af køerne om sommeren.  De som kun havde en eller to køer, havde en dreng som gik med dem i et reb og trak dem omkring, hvor der var noget græs. De største avlsbrugere havde en dæksbåd, drev lidt handel og de fleste var også fiskere.

Desuden var der håndværkere til at udføre det arbejde, der krævede lidt mere end hver mand kunne udføre. Går vi 200 år tilbage var der mange, der var ansat ved Militsen som konstabler, bådfører, artillerister og soldater, det var dengang ”Batteriet” skansen, hvorfra landet skulle forsvares ved hjælp af kanoner for at forhindre fjenden i at lande.

Avlsbrugerejendommen ved kirken er nu udstykket og bebyggede undtagen Havløkken, der strækker sig fra Grevens Dal til Lille Jernkås. Resten af Lillevangs jorder er også bebyggede undtagen nogle få oven Melstedgårdsskoven ved Nørrekrog, og så har vi Sletten med Jernkaas, Dumperenden?? og Sølvklippen, før i tiden sommerophold for Melstedboernes køer og får samt legeplads med fodboldbane, skydebane, festplads, nu lejrplads for fremmede fugle, der kommer om sommeren for at nyde deres feriedage.

I den nordre ende af byen var der også en løkke tilhørende Søren Christensen, derfor blev den kaldt Sørens Løkke, han boede i det hus, hvor nu Martha Baasch bor. Den blev solgt omkring 1880 til købmand Hans Madsen Schou og svogeren Dampskibsekspeditør Jens Larsen Jensen. De udstykkede den til byggegrunde, de første to grunde blev solgt straks efter og der blev opført hus i hver sin ende af nuværende Løkkegade. Det var murer Hans Lund i den søndre ende og Bager Ole Jensen, nu Høst, i den nordre ende. I løbet af det næste tiår var det meste af løkken bebygget.

 

Der var på Nørresan et lille havnebassin med nogle små robåde, der blev benyttet af ældre fiskere til at ro ud til Saleneknæet for at trække et net fisk. Det var Lærkan og Svenskan og så havde Ole Jensen en lille gulmalet båd, og den var ikke som de andre, den havde kun en toldepind til hver åre på samme var der påsat en træklods hvor der var boret et hul og den stak man toldpinden, vi tabte ikke åren.

Nørresanhavnen blev anlagt efter meget og ihærdigt arbejde for at opnå Statslån til at udføre arbejdet for, endelig 1899 begyndtes der på arbejdet med ingeniør Hartman som leder. Der blev anbragt en dæmning og vandet udpumpet. Havnebassinet udsprængt, alt med håndkraft til sprængning af klippen var der tre mand ved hvert bor. En til at holde boret og to mand med hver sin hammer til at stå på boret for at få det til at synke ned i klippen og efter en passende dybde, at blive fyldt med sprængladning med fængetråd. Sprængningen foretages altid ved arbejds ophør middag eller aften, således at alle arbejdere var væk fra arbejdspladsen. Det løssprængte blev til at begynde med opkørt med trillebør ad en dertil anlagt træbro, men da det krævede mange arbejdere, blev der anskaffet skinner og vogne samt et lokomotiv lånt fra et tærskeselskab på landet til at trække vognene op med og ned løb de selv.

Strækningen fra havnen til skolelærerrens badehus var tidligere fladstrand med skanserne nedenfor haverne, der nu er huse på. Havnen fik tilladelse fra museet til at fjerne skanserne mod at lave en kørevej til et stykke jord på den anden side af Suserenden til anlæg af et batteri, der kunne forsvare mod indsejling af fremmede krigsskibe til havnen. Vejen blev lavet, der blev udsprængt klipper ved Styrtebakken. Stenen blev brugt til anlæg af molen ved Nørresandhavnen. Batteriet blev ikke lavet. Fladstranden blev opfyldt af det der blev udsprængt af havnebassinet.

 

Det nye havneareal blev af havne bestyrelsen overdraget til havnen som ejendom og udlejet til fiskerne til breddebaner til sildegarnene. Haverne imellem vejen og Bokul eralle bebyggede.

Stefan Nyland havde holdt ferie i Gudhjem i mange år, men i året 1903 købte han Ana Laus hus, nu Nyelandshytten og året efter købte han to haver på Nørresan af Johan Møller og Andreas Hjorth, og anlagde have og byggede et lille bjælkehus oppe på bakken og gav det hele navnet Vilvordeville, han anlagde også Prinsessehaven ovenfor Suserenden, hvor han plantede en del sjældne træer, den blev opkaldt efter Prinsesse Marie, der var hans gode veninde. Hun forærede ham en hund en buldog. Efter en del år her, kunne han vel ikke overkomme arbejdet med haverne, han solgte hus og have og flyttede til Christiansø.